32 børn sidder klinet til skærmene, mens de smider om sig med IT-termer, som ville få de fleste voksne til at ligne spørgsmålstegn. Vi befinder os hos IT-konsulenthuset ChangeGroup, hvor torsdagsudgaven af Coding Pirates er i fuld gang.
Klar til at programmere i IT-laboratoriet?
”Målet er ikke at lære børnene at bruge IT. Men at vise dem, hvordan de selv skaber IT. Om de så vil bygge en app eller designe et website, bestemmer de selv. Her er der plads til at eksperimentere,” fortæller Sanne Pallesen, som er executive assistant hos ChangeGroup.
Det er hende, der står for at holde styr på de mange børn, når de ugentlige møder løber af stablen. Undervisningen har hun dog lagt i hænderne på andre IT-eksperter fra ChangeGroup og en håndfuld dygtige frivillige IT-studerende fra KEA.
Sanne Pallesen, uddyber:
”De frivillige er vigtige. For selvom vi investerer meget tid selv, kan vi ikke gøre det alene. Derfor er vi også utroligt glade for, at både Kokkenes Køkken og Topdanmark, der driver Vibenshuset, hvor vi har kontor, vil være med.”
Jubilæum: femte sæson af Coding Pirates
ChangeGroup er i gang med sin femte sæson som lokal arrangør af Coding Pirates og har ingen planer om at skrue ned for engagementet. Ifølge Sanne Pallesen passer Coding Pirates nemlig perfekt til værdigrundlaget i ChangeGroup.
”Verden bliver mere og mere digital, og det er vigtigt, at børnene lærer, hvordan den verden er sat sammen. Her har vi en enestående mulighed for at hjælpe. IT er jo vores metier. Vi har kompetencerne. Så hvorfor ikke dele ud af dem?”
”Og så ville det da heller ikke været dårligt, hvis nogle af børnene bliver så interesserede i IT, at de engang vælger at gå konsulentvejen. Vi har jo også brug for dygtige IT-folk om 5, 10 eller 20 år,” slutter Sanne Pallesen med et smil.
Fakta om Coding Pirates:
ChangeGroup driver Coding Pirates Østerbro, som er en af de over 40 lokale Coding Pirates-afdelinger, der findes landet over. IT-konsulenthuset er i gang med sin femte sæson som arrangør.