17. august 2017. Kufferterne var pakket og turen drog mod Danmark efter 20 år i England. Som 22 årig var det ikke første gang jeg flyttede de små 1000km hjemmefra, da jeg også har boet to gange i Italien, som au pair og som del af min bachelor uddannelse i lingvistik og italiensk.
I løbet af folkeskolen og gymnasiet kom min passion for sprog og kommunikation virkelig frem i lyset, og de interesser blev yderligere udviklet under min bachelor. Den passion ledte mig så til at vælge en kandidatuddannelse i kognition og kommunikation, herhjemme på Københavns Universitet. Den måde vi kommunikerer på, og hvordan den kommunikation har en indflydelse på os som mennesker, virksomheder og samfund, synes jeg er virkelig spændende. Jeg har under kandidaten især haft fokus på hvordan nye teknologier har indflydelse på marketing og kommunikation. De næste par måneder arbejder jeg med min kandidatafhandling, som handler om hvordan brand ’tone of voice’ sammenlignes på tværs af forskellige sprog.
Hos ChangeGroup er jeg blevet en del af branding projektet hvor mit ansvar er videreudvikling af måden vi kommunikerer på, herunder nyhedsbreve, artikler, cases, sociale medier og events. Jeg nyder at være del af ChangeGroup familien, og glæder mig til at lære meget mere om nye teknologier og blive udfordret endnu mere.
Når jeg holder fri, kan jeg godt lide at have en aktiv livsstil, så jeg træner regelmæssigt i fitness, dyrker yoga og løber. Da jeg kun har boet i København (og Danmark i det hele taget) det sidste års tid, bruger jeg også meget af min fritid på at udforske byen, så kom endelig med forslag til ting jeg bare SKAL opleve. Jeg kan også godt lide at læse, både skønlitterært og fagligt, og slapper af ved at se serier og høre podcast f.eks Serial eller BBC World Services The Inquiry.
Om Veronica Mervild:
Startede i ChangeGroup: juli 2018
Stilling: Marketing- og kommunikationsassistent
Fun fact: I løbet af mit studie, var jeg frivillig engelsklærer for flygtninge fra bl.a. Eritrea, Syrien, Afghanistan.